Her kan du læse lidt om mig, min Afrikanske opvækst, og formålet med bloggen her 
Sådan laver du fedtfoder til fuglene
Jeg har altid holdt utroligt meget af, at fodre fuglene i min have (og i naturen for den sags skyld- jeg kan godt finde på, at tage en lommefuld fuglefrø eller et par mejsebolde uden net omkring, med på en tur i skoven). Ikke kun om vinteren, men derimod hele året rundt. Ikke mange er klar over, at fuglene om sommeren i ynglesæsonen, også har stor glæde af at blive fodret, for tit har de voksne fugle så travlt med, at fodre unger, at de selv sulter. Prøv til sommer, at sætte en underskål med melorme på foderbrættet, så bliver der liv og glade dage!
At fodre fuglene, er en af de måder jeg føler, at jeg kan være med til, at give noget igen.
Hvis du kunne tænke dig, at hjælpe fuglene gennem den kolde årstid, så er fedtfoder sagen. Og hvis du fx bruger et bredt silkebånd eller noget andet fint til, at hænge det op i, så er det glimrende pynt til fx et vinternøgent træ i haven eller på en krog ud for dit vindue, hvis nu du fx bor i lejlighed. Fx kan du lave en grankrans og pynte den med spiselige ting til fuglene.
Jeg har ikke angivet mængder, da det ikke er afgørende, at have et bestemt fedt-frø forhold. Du kan bedst selv bedømme hvor meget du skal lave, ud fra hvilke beholdere du vil bruge.
Du skal bruge:
- fedt (jeg bruger som regel 50-50 af plantemargarine og svinefedt)
- blandede fuglefrø (sørg for, at det er nogle med højt indhold af små frø, som fx hampefrø, kanariefrø og solsikkekerne, samt peanuts og evt nødder. Der findes nemlig blandinger med stort indhold af korn og majs og de blandinger egner sig ikke så godt til små fugle, men fasaner, duer og krager kan godt lide dem).
- bredt bånd (fx rødt silkebånd) eller snor
- en gryde (med låg)
- en grydeske
- beholdere til fedtfoderet, fx de der små kurve man køber solohvidløg i (se det første billede i indlægget her) eller halve kokosnødder eller store, åbne kogler eller eller eller- kun fantasien sætter grænser for, hvilke fine ting man kan bruge.
VIGTIGT: lav dem ikke for store/tunge, da de ellers vil brække let fra hinanden og lande på jorden. Hellere mange små. Den store jeg lavede her, med hul i midten, endte på jorden til stor glæde for hunden og katten!
Sådan gør du:
- smelt fedtet i gryden

- tilsæt fuglefrø

- hæld i forme

- læg bånd i og lad det størkne

- tag ud af formene (hvis altså det er i en form det skal ud af!) og hæng op til fuglene.

Der er mange andre slags foder fuglene vil sætte pris på- fx æbler, brød dyppet i fedt, net med nødder, mejsebolde, blandede frø, spæk, kornneg osv.

Tak for god inspiration, Ki
søn, 12/18/2011 - 12:35 — Henriette (ikke efterprøvet)Tak for god inspiration, Ki
Vi skal helt klart ha' lavet nogle flotte "fedt-kranse" til haven..-faktisk skal vi lave dem idag, børnene glæder sig.
Dejligt, håber det blev godt
tir, 12/20/2011 - 17:52 — adminDejligt, håber det blev godt
Husk endeligt ikke, at lave dem for store, så brækker de nemt fra hinanden og ender på jorden!
Indsend kommentar